SÆSONSTART 28/9 2021

GUDUM FOLKEDANSERE STARTER SÆSONEN I GUDUM SOGNEHUS

Tirsdag den 28. september starter vi igen med at danse folkedans hver tirsdag aften kl. 19.30. Det foregår i Gudum Sognehus. Vi glæder os til mødes med både dem, som har danset i mange år og de nye, som har lyst til at være med.

Nybegyndere vil hurtig blive gode til at danse, fordi der er mange øvede dansere til at hjælpe dem over begyndervanskeligheder. Det er aldrig for sent at starte. Dans har ingen alder.

Noget af det, som har betydning for os, er det sociale samvær, og at du får brugt både muskler og hjerne. Desuden nyder vi den skønne spillemandsmusik, som leveres af fire spillemænd. Henning Pedersen leder musikken, og Egon Rasmussen leder dansen.

Der danses to timer, kun afbrudt af en halv times pause, hvor vi drikker den medbragte kaffe/brød. Samtalen går livligt på tværs af kaffebordet. Der synges altid i pausen. Samværet og omsorgen for hinanden er i højsædet. Det er umuligt at være sur, når du synger og danser.

Vi er en forening, som samler danseglade mennesker i alle aldre. Kom og vær med, hvis du bare har lidt lyst til at danse.

Alle er velkomne, så tag bare naboen, kollegaen eller en af vennerne med, så vi sammen kan nyde fællesskabet.